Ledere og trænere:
Alle som har et lederansvar betragtes som ledere. Dvs. at:
- Ved foreninger, som ikke benytter officielle ledere, betragtes personer med et ledende ansvar som ledere på lige fod med ledere eller trænere i andre foreninger
- Børn og unge fra 12 år kan betragtes som ledere, hvis de har et lederansvar, der er passende for deres alder
- Der ydes ikke tilskud til foreningens professionelle trænere eller ledere
Kurser og uddannelse:
Kurser og uddannelse skal teoretisk og praktisk bidrage til og øge jeres viden og kendskab til de folkeoplysende aktiviteter, som jeres forening tilbyder. Som udgangspunkt yder vi tilskud til lederuddannelse arrangeret af:
- DIF og specialforbundene herunder
- DGI
- DUF og organisationerne herunder
- DATS
- Hovedorganisationer, landsorganisationer og distriktsorganisationer
Hvis I er i tvivl om et kursus arrangeres af f.eks. hovedorganisationer eller landsorganisationer, er I altid velkommen til at kontakte os og få en afklaring.
Ved kurser, som arrangeres af andre end ovenstående, vil vi fra gang til gang vurdere om, kurset opfylder kravene for tilskud. Hvis I er i tvivl om, hvorvidt et kursus er tilskudsberettiget, vurderer vi gerne de enkelte kurser før kursusstart og giver en forhåndsgodkendelse.
Vi giver IKKE tilskud til lederuddannelse i udlandet, kompetencegivende kurser, hvor der kan opnås ECTS-point, eller tilskud til eksamensgebyr.
Tilskudsberettigede udgifter:
Til godkendt lederuddannelse yder vi et tilskud på 100% af de tilskudsberettigede udgifter, dog ikke højere end det maksimale tilskudsbeløb pr. dag.
Tilskudsberettigede udgifter er:
- Kursusgebyr
- Overnatning
- Transport
- Forplejning
Transportudgifter dækkes til og fra kursusstedet, hvis den samlede afstand er over 24 kilometer. Der gives tilskud til billigste offentlige transportmiddel. Hvis det ikke er muligt at benytte offentligt transport til og fra kursusstedet, udbetales kørepenge efter statens billigste kilometertakst for de kilometer, der ligger ud over de første 24 kørte kilometer. Det forventes, at deltagere fra samme forening kører sammen (4 personer pr. bil). Der gives derfor ikke tilskud til at køre i flere biler, hvis deltagerne kan være i en bil.
Overnatningsudgifter, som ikke er indeholdt i kursusgebyr, dækkes hvis kurset afholdes udenfor kommunegrænsen. Vi giver ikke tilskud til tillæg for enkeltværelse m.m. Overnatningsudgifter, som er inkluderet i kursusgebyret, dækkes uanset om kurset afholdes indenfor Esbjerg Kommunes grænser.
Udgifter til forplejning dækkes i det omfang det ikke er inkluderet i kursusgebyret. Dette gælder dog ikke kursusdage på 3 timer eller derunder.